Kirken

Dyssegårdskirken

Kirken

Den monumentale kirke er bygget 1957-1961 på det højeste punkt i sognet, hvor oprindelig gården "Dyssegård" lå.

 

Kirkens historie

I 1933 blev området i Gentofte Kommunes sydvestlige del udskilt som kirkedistrikt i Vangede Sogn og en midlertidig kirkesal indrettet i Dyssegårdsskolens kælder i et lokale, der oprindelig var tiltænkt som svømmehal. Samme år gik man i gang med at projektere en kirkebygning med Georg Palludan som arkitekt, og med at finde en grund, den kunne opføres på.

 

I 1938 blev Dyssegård et selvstændigt sogn, og man var faktisk færdig til at gå i gang med byggeriet, men så kom besættelsen og efter denne en kraftig fordyrelse på byggematerialer. Det var den gang nødvendigt at finansiere kirkebyggeri ved frivillige bidrag fra sognets beboere, så det gjorde det jo ikke bedre, at sognet i 1949 blev mindre, da den del der lå øst for Lyngbyvej blev udskilt til det nyoprettede Helleruplund Sogn, og at der også var tanker om at danne et nyt sogn bestående af den sydlige del af Vangede Sogn og den vestlige del af Dyssegård Sogn og opføre en kirke, Ellevangskirken på hjørnet af Vangedevej og Dalstrøget, dette projekt blev dog opgivet. Da man midt i 1950’erne fornemmede at mulighederne for at komme i gang med byggeriet nærmede sig, opstod der et spørgsmål, om man skulle holde fast ved det oprindelige projekt eller bygge i lighed med det mere utraditionelle kirkebyggeri, der så småt var kommet i gang, men man holdt fast.

 

Endelig i 1957 fik kirkeminister Bodil Koch udvirket, at man fik den længe ventede byggetilladelse, og i september 1958 blev grundstenen nedlagt. Den 19. februar 1961 kunne biskop J.B. Leer Andersen foretage den første kirkeindvielse i det ny Helsingør Stift, og efter en kirkesag, der havde stået på i 27 år, kunne menigheden i Dyssegård Sogn tage sin kirke i brug. Kirken står nu på det højeste punkt i sognet som ”landsbykirken i funkisstil”, den kan ses mange steder fra i sognet og i 1986 i anledning af kirkens 25-års dag skrev biskop Johannes Johansen salmen ”Det hvide Tårn”, der er tilegnet Dyssegårdskirken.

 

Den oprindelige alterprydelse var et freskomaleri på korvæggen udført af Holmer Trier. Et par år efter kirkens indvielse blev der opført en bygning som rummede kapel og depot øst for kirken. Lokaleforholdene til møder, konfirmandundervisning m.m. var dog ikke tilfredsstillende og i slutningen af 1980’erne begyndte tankerne om at bygge en sognegård at modnes. I 1990 blev der opført et nyt kapel og depot vest for kirken, det gamle kapel blev revet ned, og øst for kirken, dog sammenbygget med denne, blev der opført en sognegård med mødelokaler og kontorer tegnet af arkitekt Jens Fredslund. Den blev indviet den 17. november 1996 af biskop Lise-Lotte Rebel.

 

 

 

 

 

 

 

Kirken lige før ombygningen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter en omfattende renovering og med en ny udsmykning af kirkerummet genåbnede Dyssegårdskirken søndag den 18. marts 2012. Peter Brandes har ansvaret for den kunstneriske udsmykning inklusive glasmosaikker, nyt vævet altertæppe og en ny prædikestol. Arkitekt er Erik Møllers tegnestue ved arkitekterne Ole Drachmann og Marie Granholm.

 

Download folder om kirkekunsten her

 

Se altertæppe og glasmosaikker her

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dyssegårdskirkens orgel er på 33 stemmer og bygget af Th. Frobenius i 1961, udvidet med et svelleværk i 1986.

Kirkens første organist var komponisten og videnskabsmanden Povl Hamburger.

Siden 1971 er organisten Steen Lindholm.

 

 

 

 

 

 

 

Lidt lokalhistorie i Dyssegård sogn

At kende et områdes lokale historie er ikke kun spændende – det er også uhyre vigtigt. Det er især vigtigt for vores selvforståelse som mennesker at forstå de betingelser vore forfædre har haft, og det er vigtigt fortsat for at kunne sikre vore kulturarvsværdier langt ud i fremtiden. I de sidste ca. 90 år er der foregået lige så mange ændringer som der er i de foregående tusinder af år. Tænk bare, at hvor vi i dag har villaveje, har oldtidsfolk og bronzealdermennesker gået rundt!

 

Forhistorie

At der har været mennesker i dette smukke område meget længe, vidner flere nedlagte dysser, der stammer fra yngre stenalder, om. Blandt andet lå der en på Dyssemarken tæt ved den nuværende Dyssegårdskirken, men det er særlig områdets mange bronzealderhøje, der vidner om indbyggere her – lang, lang tid før nutidens huse og villakvarter dukkede frem!

Senere er bønderne flyttet herud fra de små landsbyer og har dyrket jorden, kørt i hestevogn – og måske har de haft tid til at gå en tur ved de mange oldtidshøje i området! For knap 300 år siden var der et udsyn fra toppen af Dyssegårdkirkens bakke næsten helt ind til København. Lyngbyvejen var en smal grussti ….

 

Ewaldsbakken

Særlig kendt er områdets Ellehøj/Ellahøj eller Elhøj, der nu ligger på bakketoppen på den lille vej Ewaldsbakken. Det er en oldtidsgrav, udformet som en rundhøj. Højen er 18 meter lang, 18 meter bred og ca. 2,65 meter høj. Højen er fredet og er aldrig blevet åbnet, men er blevet besigtiget i 1899, 1931 og 1938 af Nationalmuseet. Digteren Johannes Ewald (1743-81) har lagt navn til Ewaldsbakken, idet han den 16. september 1770 skrev digtet ”Philét” på højen i forbindelse med at Johan Hartvig Ernst Bernstorff var blevet afskediget af Johann Friderich Struensee (1737-1772). Højen var på det tidspunkt et af Hellerups højeste steder, og Johannes Ewald har kunnet se langt omkring, ud over de marker, som takket være Bernstorff var blevet overdraget til bønderne i selveje.

 

Udskiftningen

Udskiftning er betegnelsen for den landboreform, der påbegyndtes af Bernstorff i Gentofte i slutningen af 1700-tallet, og som snart herefter fulgte over hele landet. Bernstorff havde fået jord og ejendomme af Frederik V, og bønderne herfra havde så hoveripligt på hans gods. Før havde bønderne boet i små huse midt i byerne – oftest omkring en bygade – og havde haft små stykker jord at passe rundt om i det omkringliggende landskab – en ikke særlig rentabel form for landbrug. Bønderne skulle også arbejde for godsejerne; hoveri. Men nye politiske vinde blæste over Danmark, og bl.a. forgangsmænd som Bernstorff fik denne lovgivning afskaffet. I stedet for at bo langt fra små marker inde i landsbyerne skulle der opføres store gårde, og jorden lægges sammen, så man ikke skulle passe jord mange forskellige steder.

 

Man udskiftede således at man sammenlagde jorden og flyttede folk ud fra byerne. Bl.a. også i Gentofte By, der i 1766 bestod af en række gårde/huse langs Gentoftegade. Man tildelte så ved lodtrækning indbyggerne de nye store jordarealer og gårde til. I Gentofte genbrugte man navnene fra gårdene inde i byen til gårdene ude i området, f.eks. Øregård, Baunegård, Stengård, Bregnegård, Bjerregård, Vældegård, Dyssegård, Rygård, Havsgård, Maglegård, Kildegård, Smakkegård osv. Man skal derfor være opmærksom på, hvis man læser lokalhistorie fra perioden, om det er huset inde i Gentofte, der er tale om – eller udflyttergården.

 

Stavnsbåndet

Efter stavnsbåndets indførelse under Christian 6. måtte den mandlige del af bondebefolkningen ikke længere flytte fra fødegodset uden godsejerens tilladelse. Først 55 år senere - i 1788 - slap bønderne igen af med det forhadte og undertrykkende stavnsbånd. I dette år underskrev statsrådet den vigtigste landbrugsreform i landets historie. Fra da af blev bønderne frie borgere, der kunne rejse hvorhen de ville. Bag stavnsbåndets ophævelse stod godsejerbrødrene Christian og Ludwig Rewentlov, jurist Christian Colbjørnsen og godsejer A. P. Bernstorff – men sandsynligvis ville reformen ikke være blevet til noget uden kronprins Frederiks (6.) store velvilje, og altså også Gentoftes forgangsmand, Johan Hartvig Bernstorff.

 

Havsgården

Havsgårdens jorde var oprindelig på 59 tdr. land. Ved udflytningen i 1773 tilfaldt Havsgården Anders Nielsen. Havsgården var en firlænget, sammenbygget gård med stuehus mod nord. Midt på gårdspladsen var brønden med karm og vippe. Indkørselsporten var i den østre længe, og tilkørselsvejen gik ud til ”Kongevejen”. I 1788 afstod Anders Nielsen gården til sin eneste søn; Niels Andersen, der på samme tid ægtede Anne Nielsdatter fra nabogården Højsgård. Gården blev temmelig belånt i Niels Andersens levetid, og han døde kun 34 år gammel. Ved hans død bestod besætningen af 6 heste, 7 køer, 6 får, 1 vædder og 9 lam samt 13 svin. Niels Andersen efterlod sig 4 børn, den ældste kun 12 år. Enken giftede sig herefter med Jens Rasmussen fra Ørnegård, og efter hendes død i 1817 ægtede Jens Rasmussen den 20-årige Magdalene Nielsdatter fra Onsgården. Efter 10 års ægteskab døde Jens Rasmussen, og enken giftede sig med den 22-årige Ole Nielsen fra Højsgård. Så slægterne giftede sig ind i hinanden som man gjorde – man fandt sin mage på nabogården! I 1914 blev landbruget på Havsgården nedlagt. I 1918 døde Nielsen-Havsgård men gården og dens bygninger blev i enkens eje til 1923, hvor hun solgte til vognmand Lars Olsen fra Lundgårdt.

 

Højsgården

 

Ved udskiftningen tilfaldt gården Niels Nielsen, den ene af to bønder fra Gentofte, som havde deltaget i jordvurderingen 1765. Han var en forholdsvis ung mand, kun 32 år, da han overtog Højsgården, og han ventede ikke mange år med at flytte gården ud; dette må være sket omkring 1770, idet han i sommeren 1771 for 110 rigsdaler solgte gårdens gamle grund i Gentofte by til Bernstorffs bager, Heinrich Rauer. Ved udflytningen blev gården opbygget umiddelbart vest for den gamle veje fra Emdrup til Gentofte. Niels Nielsens første kone død i 1754, to måneder efter giftede han sig med Christence Mortensdatter fra Maglegården. De fik en stor børneflok og holdt en ”Studiosus” som huslærer, noget der ikke var almindeligt i et bondehjem på den tid. De blev med årene meget velhavende folk. Ved Niels Nielsens død i 1799 blev hans bo opgjort til 11.8000 rigsdaler. Han var blandt de bønder, der kunne låne penge ud, og havde pant blandt andet i Ørnegården. Da dennes ejer, Rasmus Hansen på sine ældre dage blev enkemand, blev den aftale truffet mellem ham og Niels Nielsen, at sidstnævntes 19-årige datter Maren skulle drage ind som kone på Ørnegården. Det er sandsynligt at Rasmus Hansen vejrede en mulighed for at gælden kunne gå af hendes medgift. Pigen var der ingen der spurgte. Da imidlertid bejleren en dag i Lundehuskroen havde gået en tår over tørsten fremsatte han en så respektløs udtale om sin tilkommendes kones hidtidige røgte, at hendes fader, da historien kom ham for øre, brat ophævede aftalen og sagsøgte Rasmus Hansen, men frafaldt søgsmålet, efter at Rasmus Hansen den 27. februar 1788 tilbagekaldte sit udsagn.

 

Ved en gammel granplantage på Højsgårdens arealer mellem Slangerupbanen og Gentofterenden blev Dyssegårdsparken anlagt omkring 1950.

 

Dyssegården

 

Til Dyssegården henlagdes 56,5 tdr. land, altså en betydelig mindre del end til nabogårdene mod syd. Jordene lå i Ellehøjsvangen og omfattede den største del af Dysseagrene, den nordlige tredjedel af Ellehøjsagrene mod selve Ellehøj, endvidere Boddsstumperne og den vestlige del af Borsmose samt dele af Ellemosebjergene og Bredspældene. ”Kongevejen” førte både før og efter omlægningen gennem gårdens jorde.

Ved lodtrækningen tilfaldt Dyssegården unge Jørgen Jensen, der ikke tænkte på nogen udflytning men blev boende i gårdens gamle bygninger som lå i den sydlige ende af Gentofte by. Da Morten Olsen i 1768 havde solgt Maglegård købte hans søn Ole Mortensen Dyssegårdens jorde af unge Jørgen Jensen og gav sig straks efter skødets udstedelse i sommeren 1769 i lag med at opføre en ny gård ude på markerne. Den kom til at ligge på bakkekammen vest for den gamle vej fra Emdrup til landsbyen Gentofte og umiddelbart nord for Ellehøjen, den vej der nu hedder Vangedevej. Ligesom på Højsgården var alle fire længer sammenbygget, og stuelængen lå mod nord. En kort tilkørsel førte fra Emdrupvejen op til porten i Dyssegårdens østlænge. Ole Mortensen var 27 år da han overtog Dyssegården. Det følgende år giftede han sig med den 20-årige Anne Knudsdatter fra Bregnegård.

 

Der var 7 børn i ægteskabet, men ingen af dem fik Dyssegården, da Ole Mortensen døde i 1785, og Anne Knudsdatter efter at have været enke i 5 år giftede sig med den 13 år yngre Rasmus Pedersen. I stedet blev det deres søn, Ole Rasmussen, der tog gården i arv. Ole Rasmussen knyttede også forbindelse til Bregnegård. Da han i 1824 havde været enkemand i et par år, hentede han sin anden kone, Else Andersdatter derfra, og dette ægtepars eneste datter, Ane Marie Olsdater drog i 1848 ind på Bregnegården som hustru til Hans Hansen. Ole Rasmussens søn, Rasmus Olsen, blev Dyssegårdens sidste ejer af bondeæt.

Han solgte i 1896 gården til overretssagfører Peter Adler Alberti, der her anlagde Dyssegårdens teglværk.

 

Dyssegård var i 1920erne indrettet til beboelse for 6 familier og tilhørte overretssagfører P.A. Freilev, men gården brændte den 19. september 1933, og på stedet opførtes senere Dyssegårdskirken

 

Dyssegårdens teglværk

 

Teglværket beskæftigede 40 teglværksarbejdere hvoraf de fleste kom fra Sverige, og de producerede ca. 6 mio. teglsten om året. P.A. Alberti, der var justitsminister fra 1901-1908, havde stort behov for at få sine teglsten transporteret bort med jernbane og var med til at sikre, at Slangerupbanen kunne åbne i 1906. P.A. Alberti udnævntes 1908 til Gehejme-konferensraard. 8. september 1908 meldte Alberti sig selv til politiet i København som skyldig i bedrageri og falskneri. Den 17. december 1910 dømtes han til 8 års tugthus og overførtes straks til Horsens Statsfængsel. Dyssegård teglværk blev derfor i 1909 overtaget af A/S Ny Kalkbrænderi, og fra 1912 tilhørte det Frederiksholms Tegl- og Kalkværker. I 1918 blev teglværket nedlagt, og vejen Teglværksbakken er det eneste minde om dette industriforetagende.

 

 

 

Kvarterets historie

Lyngbyvej

Den første villabebyggelse på Havsgårdens jorde, og i Dyssegård kvarteret overhovedet, begyndte i 1910-1911 langs vejene; Brønlunds Allé og Mylius Erichsens Allé, Hagens Allé kom til i 1912. Disse 3 veje blev senere forlænget over Højsgårdens jorde til Ellemosevej. Indtil 1. verdenskrig blev kun et mindre antal huse opført i området, og der var en pause i byggeriet under krigen og lige derefter. Det sydlige kvarter omkring vejene Poppelhøj, Birkehøj, Ellehøj og Bøgehøjs samt Egetoften og Ellebakken opstod i årene umiddelbart efter 1. verdenskrig, bl.a. opførtes 13 ulovlige beboelser på Højsgårdens arealer. De næste veje, der blev anlagt, var Ellemosevej, Højsgårds Allé og Dyssegårdsvej.

Men udstykningen af resten af kvarteret tog først fart i 1920erne og fortsatte støt og roligt til midten af 1940erne, hvor Dyssegårdskvarteret var fuldt udbygget. Senest kom Ewaldsbakken og Rødstensvej til.

I efteråret 1929 udskrev Gentofte Kommune en arkitektkonkurrence om tegningerne til en ny skole. Arkitekterne Alf. Brandt, Carl Schiøtz og C.B. Hagen vandt. Indvielsen fandt sted den 8. september 1932. I 1933 udskiltes Dyssegård Sogn af Vangede Sogn, og man stiftede i 1934 foreningen til Dyssegårdskirkens opførelse. Den 1. april 1938 oprettet som selvstændigt sogn.

Slangerupbanen

Da jernbanelinien åbnede i 1906 var der ingen stop idet der kun var et par gårde og så ellers marker. Først i 1932 stoppede toget ved et trinbræt ved Dyssegård Station! I april 1948 overtog staten driften af banen.

 

I 1966 begyndte man så småt at lægge dobbeltspor, og indrette nye perronanlæg. Endelige i 1977 blev motorvognene udskiftet med elektriske S-tog, så da Farumbanen kunne åbne den 24. september 1977, var der blevet opført en moderne S-togsstation på Dyssegård.

Hvis du er interesseret i lokalhistorie for resten af Gentofte har Lokalhistorisk Forening for Gentofte også en hjemmeside. www.lokalhistoriegentofte.dk

 

Nyttige kilder: Gentofte – fra Middelalder til nutid, Svend Aage Mørkvig, Strandbergs Forlag, 1999 Vangede – fra bondeland til bysamfund, Svend Aage Mørkvig, Strandbergs Forlag, 1997 Gentofte Journalen 2001, Udgivet af Lokalhistorisk Forening for Gentofte Kommune Det Kulturhistoriske Centralregister Veje i Gentofte, L. Gotfredsen, 1977 Gentofte, bind III, L. Gotfredsen, 1951-1954 Dyssegaards Nyt 1960, nr. 5

 

Pia Wind, 2003

 

Kirken i festtøj, ca. 2007-8